Wolt- og Just Eat-konkurrent trækker sig fra det danske marked
Konkurrencen på det danske marked for hjemmelevering af take away-ordrer er benhårdt.
Mens Wolt og Just Eat opruster med flere bude og flere byer på deres respektive danmarkskort, er det nu blevet for meget for den tredje store spiller på markedet - Foodora.
I en pressemeddelelse annoncerer tjenesten, at man "har til hensigt at forlade det danske marked". Det sker så snart, man har afsluttet "konsulterende møder" med sine medarbejdere.
- Foodora fortsætter driften som normalt, indtil en endelig ophørsdato er fundet, skriver Foodora.
Madleveringstjenesten har haft en hård tid i sin ganske korte levetid i Danmark - og i seneste regnskabsår tabte man 55 mio. kr. på bundlinjen mod knap 35 mio. kr. året før.
Altså næsten 100 mio. kr. i underskud fordelt på to år.
- På trods af fremgang på det danske marked gennem de sidste 18 måneder har ændrede forhold som udfordrende makroøkonomiske udviklinger ført til en beslutning om at omfordele virksomhedens ressourcer til andre aktive markeder, forklarer Foodora om sit danske exit.
- Mens dialogen finder sted, vil alle brugere kunne bruge Foodora som normalt, tilføjer madleveringstjenesten.
Foodora havde ved sin danske entré omtrent 1000 bude tilknyttet, men siden har madleveringstjenesten ikke oplyst, hvor mange der er tilknyttet Foodora.
Ifølge FødevareWatch havde Foodora mod slutningen af 2023 omtrent 1500 restauranter tilknyttet - og "en voksende skare af bude" tilknyttet.
Foodora blev stiftet i 2014 under navnet Volo og har siden 2015 været ejet af leveringskoncernen Delivery Hero, som har aktiviteter på 74 markeder verden over.
I efteråret 2021 opkøbte Delivery Hero også den danske takeaway-platform Hungry og konverterede i den forbindelse hjemmeside og app til Foodora.
Det har ikke været muligt for RetailNews at få en kommentar fra den danske landechef for Foodora, Oliver Frost.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | -1,4 | 6,7 | 16,7 |
Resultat af primær drift | -54,8 | -34,1 | 6,7 |
Resultat før skat | -55,0 | -34,3 | 7,1 |
Årets resultat | -55,0 | -34,6 | 5,5 |
Balancestatus | 25,3 | 41,0 | 22,5 |
Egenkapital | 2,5 | 16,5 | 5,7 |
Antal ansatte | 76 | 57 | 22 |
Kilde: CVR |